Stjerner med smør og syltetøj

13603

25-30 stk.

Danmark

 

1 ¼ dl mælk

30 g gær

2 æggeblommer

1 æg (heraf tages lidt til pensling)

3 spsk. sukker

250-260 g mel

 

Til indrulning:

175 g smør

 

Pynt:

Syltetøj og groft sukker

 

Den kolde mælk røres ud i gæren, hvorefter æggeblommer, æg, sukker og mel tilsættes lidt efter lidt - gem lidt til at rulle dejen ud med. Dejen æltes sammen og skal være blød og smidig. Straks rulles dejen ud til en firkant, ret stor, og på halvdelen fordeles smørret koldt, revet på råkostjernet.

 

Dejen pudres med mel og foldes sammen som en serviet i fire lag, rulles igen ud med ekstra mel til en stor firkant, foldes igen sammen og rulles atter ud og foldes sammen. I alt 4-5 gange, og ind imellem må dejen gerne hvile på et koldt sted.

 

Til sidst deles dejen, og hver del rulles ud til en firkant, ½ cm tyk. Afskæres til firkanter, ca. 6 x 6 cm, og fra hvert hjørne giver man dejen et snit ind mod midten, hvor der anbringes en lille klat syltetøj.

 

Der dannes 8 snipper dej, og hver anden af disse bøjes ind i syltetøjet og trykkes lidt fast, derved dannes en stjerne eller møllevinger - med lidt fantasi.

 

Brødene hæver på smurte plader, og hæver lunt i 25-30 min. Pensles ikke, men bager på nederste rille ved 225G i 10 min., til brødene er gyldne.

 

Mens de endnu er lune, pensles de med ½ dl vand og 50 g sukker, så de bliver fine og blanke.